Diagnosesamfundets paradoks
Diagnosesamfundet er et paradoks eller som psykologiprofessor Svend Brinkmann udtrykker det ”Diagnosesamfundet er svært at elske. Spørgsmålet er, om det er sværere at undvære”.
Vedvarende sorglidelse betyder, at vi kan tilbyde en målrettet behandling, som patienten får gavn af. Det giver også patienten en ramme til at forstå de følelser, han/hun oplever. Den store gevinst ved at implementere diagnosen bliver ny viden, som både kaster lys på sorgbegrebet samt skaber en åben sorgkultur.
Men er følelser det samme som sygdom? Bliver diagnosen en trussel mod retten til at sørge? Ifølge Svend Brinkmann risikerer vi at miste en helt grundlæggende evne til at forholde os til og mærke svære følelser. Hvis dette bliver resultatet, hvordan får patienten så mulighed for at bearbejde dem?
Mai-Britt Guldin påpeger ligeledes vigtigheden af præcise og konkrete kriterier for, hvem der skal have diagnosen. Det er ganske få personer i sorg, som er kandidater til at blive diagnosticeret. Fejldiagnosticerer vi disse personer, ender vi med at sygeliggøre de patienter, som gennemgår en naturlig sorgproces.
Her fortæller ph. d. studerende Katrine B. Komischke-Konnerup om fordele og ulemper ved den vedvarende sorglidelse.