En fortælling om at miste sit barn, og hvordan man som familie kan håndtere sorgen.
I denne podcast snakker vi med Jeanette, som mistede sin søn Daniel for 5 år siden efter et længere sygdomsforløb.
Vi bliver taget med på rejsen fra de første spæde symptomer, gennem et voldsomt kemoforløb og til at han til sidst giver et lille klap i hånden på sin mor og med et ”okay” giver slip.
Som familie har de lagt vægt på at italesætte sorgen, og at Daniel skal være synlig både billedligt og i tale.
”Det er ligesom om, når man taler om ham, så kommer han også lidt mere til live. Altså hvis man tier ham væk, så føler man lidt, at han forsvinder på en eller anden måde, så det er også derfor, at vi taler meget om ham derhjemme”
De har blandt andet haft glæde af bogen ”min usynlige søn”, som er skrevet af Esben Kjær. ”Min usynlige søn” er en anderledes bog om at miste. Den handler om sorgen, som transformerende kraft, og om at leve med de døde resten af livet.
Jeanette fortæller også om hendes oplevelser med sygehusvæsnet i denne periode og efterfølgende.
I podcasten giver Jeanette os også gode råd til, hvordan man som sundhedspersonale bedst møder sorgramte.
”Du kan ikke gøre dem mere ked af det, end de er i forvejen, det er jo, hvad det er, og du kan ikke ændre på noget. Man kan kun imødekomme dem, der hvor de står”
Jeanettes historie er en meget barsk fortælling, som sætter mange ting i perspektiv.
“Hvis vi skal blive i hospitalssproget, er sorg netop ikke en sygdom. Sorg er et handicap, og sådan ét går ikke væk.
At miste en elsket er en amputation – en afsavning af benet, uden bedøvelse. Men det interessante ved at få benet savet af er ikke, at det gør ondt at blive savet i. Det interessante er, at benet ikke vokser ud igen. Man skal finde en måde at være i tilværelsen på uden ben.”
Fra bogen ”Min usynlige søn”